Om stolthed


af C. S. Lewis

I selve sit væsen er stoltheden drevet af konkurrence. Det er derfor, den vil fortsætte i én uendelighed. Så længe der fødes bare ét menneske i verden, der har mere magt, er rigere eller dygtigere end jeg, vil det være min rival eller min fjende, hvis jeg er et stolt menneske. 

De kristne har ret: Lige siden verdens begyndelse er det stoltheden, der i enhver nation og enhver familie er hovedårsagen til lidelse. Andre laster kan af og til bringe folk sammen: 

Man kan godt finde kammeratskab og vittigheder og venlighed blandt folk, der drikker eller blandt seksuelt umoralske mennesker. Men stolthed er altid ensbetydende med fjendskab - det er fjendskab. Og ikke kun fjendskab mellem mennesker, men fjendskab mod Gud. 

Hos Gud konfronteres vi med noget, der i enhver henseende er uendelig meget større end os selv. Hvis vi ikke kender Gud på denne måde - og dermed kender os selv som et intet i sammenligning med Ham - så kender vi Ham overhovedet ikke. Så længe du er stolt, kan du ikke lære Gud at kende. Et stolt menneske ser altid ned på ting og mennesker; og det er oplagt, at ser man nedad, kan man ikke se noget, der er oven over en. 

Her opstår et frygteligt spørgsmål. Hvordan går det til, at mennesker, der helt åbenlyst er optændt af stolthed, kan sige, at de tror på Gud, og i deres egne øjne er meget religiøse? Jeg er bange for, at det betyder, at de tilbeder en indbildt gud. I teorien indrømmer de, at de intet er, når de står over for denne fantom-gud, men de tænker i virkeligheden hele tiden på, hvordan han må synes godt om dem, og mener, at de er langt bedre end almindelige mennesker. Det vil sige, at de giver ham en lille smule indbildt ydmyghed og får til gengæld en stor portion stolthed, som de kan bruge over for deres medmennesker. Jeg formoder, det var den slags mennesker, Kristus havde i tanke, da Han sagde, at nogen ville prædike om Ham og uddrive onde ånder i Hans navn for blot ved verdens ende at få at vide, at Han aldrig havde kendt dem. Og enhver af os kan på et hvilket som helst tidspunkt befinde os i denne dødsfælde. Men heldigvis kan vi efterprøve vores stolthed. Når som helst vi opdager, at vor religiøse aktivitet får os til at føle os gode - og især, at vi er bedre end andre - tror jeg, vi kan være sikre på, at vi bliver påvirket af djævelen og ikke af Gud. Det eneste sikre tegn på, at vi befinder os i Guds nærhed, er, at vi enten glemmer alt om os selv eller ser os selv som små, urene væsener. Det er bedre at glemme alt om sig selv. Det er frygtelig skæbnesvangert, at den værste af alle laster, kan snige sig ind i selve kernen af vort religiøse liv. Men det er nemt at forstå hvorfor. De andre og mindre farlige laster kommer fra djævelen; med dem prøver han at virke gennem vor dyriske natur. Men stoltheden kommer slet ikke gennem vores dyriske natur. Den kommer direkte fra Helvede. Den er helt igennem åndelig; og derfor er den langt mere underfundig og dødbringende. Af samme grund kan stoltheden ofte bruges til at slå de andre og simplere laster ned med. F.eks. benytter lærere sig ofte af en drengs stolthed eller, som de kalder det, hans selvrespekt for at få ham til at opføre sig pænt. Mange mænd har overvurderet deres fejhed, lyster eller heftige temperament ved at lære at tænke, at det i grunden er under deres værdighed - dvs. ved hjælp af stolthed. Djævelen ler. Han er helt tilfreds med at se dig blive kysk og tapper og viljestærk, forudsat at han hele tiden har mulighed for at opbygge stolthedens diktatur i dig - lige så vel som han ville være godt tilfreds med, at dine frostknuder forsvinder, når bare han til gengæld kan give dig kræft. For stolthed er åndelig kræft. Den opæder selve evnen til at elske, til at være tilfreds, ja selv den sunde fornuft. 


Efterskrift 

For at undgå misforståelser nævner C.S.Lewis?. at eks. glæde over og finde behag i ros er ikke stolthed. Det stoltheden virkelig nyder, er magt; intet får et menneske til at føle sig mere hævet over andre end det at kunne flytte rundt med folk, som var de brikker i et spil.